Min absolut ynglings & nemmeste brownie

Først og fremmest vil jeg lige gøre det klart, at jeg elsker chokolade. Hvis jeg skal gøre noget godt for mig selv, og forkæle mig med en treat, så vil jeg altid vælge chokolade.✨
Derfor er denne brownie-opskrift blevet en af mine favoritter! Den er den perfekte kombination af en brownie der er kompakt og som får en lettere karamelliseret smag, og så er den super nem at bage.

Det skal du bruge (til 1/2 bradepande):

  • 200g smør
  • 4 æg
  • 6 dl sukker
  • 3 dl hvedemel
  • 8 spsk kakao
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 1 knivspids salt

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 150 grader, almindelig ovn.

Først smeltes smøret, hvorefter det sættes til afkøling på køkkenbordet imens du forbereder resten af dejen.

Æg og sukker piskes nu til en luftig æggemasse med en elpisker, i et par minutter.

Tag nu en ny skål, og bland her de resterende ingredienser sammen (hvedemel, kakaopulver, vaniljesukker samt salt).

Tilsæt mel-blandingen til æggemassen, og brug gerne en si for at undgå klumper. Tilsæt også det afkølede smør.

Hele dejen hældes nu i en form der svarer til 1/2 bradepande beklædt med bagepapir. Sæt den i den forvarmet ovn og bag i ca. 45 min, afhængig af din ovn.
Kagen bliver ikke højere end ca. 1 cm, hvoraf den får sin lækre tætte og tildels karamelliserede konsistens.

Når kagen er færdig skal den køle helt af i sin form, inden der kan skæres af den.

Jeg plejer at smelte en plade hvid chokolade som jeg dekorere toppen af kagen med, for at give den den ekstra sødme. Velbekomme!

Opskriften er med inspiration fra opskriftsbogen Kager der Smager og Andre søde sager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.